Historier fra Bukkenes hjørne 2008-09

_________________________________________________________________________________________   Mit første dådyr.   Da hjorten var nået ind på 120 m bevægede han sig med bredsiden til - - -   Jeg var så svineheldig at blive inviteret med til Arendsee i det tidligere Østtyskland i september 2006. Invitationen lød på jagt dag og nat på svin og dåvildt hos Micha. Vi – Torben, Hans og jeg tog med færgen Gedser-Rostock. På færgen var der et par spillemaskiner, som jeg ikke kunne holde nallerne fra. 40 kr. i en maskine, så lige en 20’er mere og ring ring ring – 53 jackpotspil. 11 gevinster udbetalte mig i alt 2600 kr. Så var der råd til et par dyr mere. Onsdag aften sad jeg i et tårn ved en roemark fra kl. 22-24. Det var fuldmåne, men overskyet så det blev hurtigt mørkt. Forventningen var, at der kom vildsvin, men nej. På vejen hjem kørte vi en tur rundt i terrænet. På en markvej, da vi skulle til at køre ned ad bakke, opdagede vi en rudel med flere fuldskufler – pæænt store i mine øjne – ca. 150 m fremme. Dyrene stod stille og stirrede op mod bilen. Bilen blev stoppet og jeg fik chancen for at skyde. Om bag i og hente riffel, lade, og så liste og kravle efter Hans i rabatten. ”Kan du skyde knælende?”. Da jeg allerede havde sat mig knælende, men med det forkerte ben forrest afventende på yderligere instrukser, måtte jeg ændre på min benstilling. Så var jeg klar – og det var dyrene så også – til at løbe deres vej altså. Nu gad de ikke stå og glo på os længere.   Torsdag morgen fra 5.30–8 sad jeg i et tårn med skydehul i alle 4 vægge. Det var på et spor, der dannede et T-kryds, hvor en enorm majsmark strakte sig fra skydehullet i højre side, bag mig og i venstre side. Foran mig var sporet, som var ”stregen” på T’et. Til venstre for sporet var en mindre majsmark og til højre en høj granskov. Solen stod op og det var skyfrit, en pragtfuldt morgen. På sporet til højre kom en fin lille ræv ca. 20 m ude. Den havde meget travlt i en halv times tid – med hvad ved jeg ikke, da kløver og græs nåede ræven til halsen. 20 m længere ude så jeg rumpen af et dådyr forsvinde ind i den ødelagte majsmark. Ca. 15 min. senere kom dyret tilbage – og tak for kaffe – en stor fuldskuffel. Han kom stille og roligt gående ud på sporet med bredsiden til, vendte rumpen mod mig og gik væk fra tårnet. Og hvad gjorde jeg – sad bare fuldstændig stille, stum og imponeret. Han forsvandt ad sporet, som havde en svag kurve rundt om granskoven og væk var han. Nå – men så var der jo ræven – sms - ”må jeg skyde ræv”. Svar, ”Ja skyd”. Fat i riflen, op og kigge, men for sent. Ræven var færdig med sit forehavende på sporet og forsvandt ind i majsmarken. Pludselig støjede det fra den lille majsmark foran mig. Det jeg så, var små 10-kg grise småløbe over sporet fra skoven til majsmarken. Jeg nåede ikke at tælle dem, men der var mange og de var bare nuser søde. Så blev der ellers liv i majsmarken. Den ene stængel efter den anden blev støjende lagt ned, men mange stængler vippede kun. Sjovt – det måtte være soen som knækkede, og smågrisene som kun fik stænglerne til at vippe. I majsen kunne jeg følge flokkens færden. Et øjeblik kiggede jeg til anden side og da jeg igen kiggede – nu ud på sporet til venstre – kom smågrisene ud fra den lille majsmark. Jeg begyndte at tælle – 4-5 stykker stoppede op og snusede på sporet og ellers forsvandt de alle ind i den store majsmark. Jeg talte 10 smågrise. Og så fortsatte den støjende massakre på majsen i den store mark. En fantastisk morgenstund med en masse liv. Hvorfor jeg ikke skød?? – uerfaren, fyldt med en masse nye indtryk, regler og oplevelser, at jeg ikke huskede alle detaljer.   Jeg blev kl. 18 sat i tårn/skydehus i jord-niveau ved en roemark med besked om at Micha (jord- og jagtejeren) ville komme ud til mig ved 20.30-tiden. Det var første gang han tilbød sin hjælp på den måde til en gæst – en fin gestus i forhold til sædvanlig praksis fik jeg at vide, så jeg følte mig lidt beæret, men alligevel også lidt betænkelig, da mit tyske ikke var så godt. Det var igen blevet overskyet og ville blive tidligt mørkt. Hvis der kom svin, skulle jeg jo helst nedlægge den tilladte, så jeg var nu alligevel lidt glad for at Micha ville komme. Micha kom allerede 19.30 og stødte då og kalv, der æssede 20 m fra mig. Det var par nr. 2 jeg havde fornøjelsen af, inden Micha kom.   Ca. 19.55 skubbede Micha til mig og pegede ud af skydehullet i tårnets venstre side. Op med kikkert og dér var han, ca. 300 m ude gående i roemarken op imod os, en flot dåhjort. Da jeg tog kikkerten ned, sad Micha klar med riflen til mig (riflen stod i ”hans” hjørne). Jeg listede riflen op og ud gennem hullet i venstre side og sad noget akavet på den faste bænk langs tårnets bagvæg. Hjorten sikrede et kort øjeblik og Micha sagde ”jetzt”. Betød det ”nu”? Jeg var totalt blank for oversættelse af tysk og kiggede på ham for at være sikker. Hjorten satte i gang inden jeg nåede at få hold på ham. Han fortsatte sin gang imod os. 3 gange undervejs sikrede han med bredsiden til – hver gang for kort tid til at jeg kunne nå at afgive skud. Hver gang hjorten sikrede kom det fra Micha, ”jetzt”, og hver gang hjorten fortsatte sin gang, ”warten”. Selvfølgelig ventede jeg, det var så kort tid, han stod stille at jeg ikke kunne nå at være sikker på et korrekt skud – det gav mig i øvrigt også tid til at få hold på nerverne og også at placere mig bedre og afslappet på bænken. For hver gang skud-chanchen glippede blev Michas vejrtrækning heftigere – jeg var bange for at det påvirkede mig. Jeg fik lidt krampe i fingre/hænder af at sidde så længe med riflen klar og med musklerne spændt til det yderste, rystede dem lidt og koncentrerede mig om at ignorere Michas ivrige vejtrækning. Da hjorten var nået ind på 120 m, ændrede han retning så han bevægede sig med bredsiden til. Så standsede han igen og denne gang længe nok. Jeg skød, så i sigtekikkerten, mente IKKE at han gik ned, trak bundstykket tilbage, men det tomme hylster blev liggende, ku’ ikke fange det med fingrene, ej heller se noget i det nu mørke skydehus, måtte tilte riflen og lade hylsteret falde ud på gulvet og kunne så repetere og – væk var hjorten???? ”Wo ist er?” – Micha svarede ”tot”. Jeg ledte igen med sigtekikkerten, så spørgende på Micha, ”tot” gentog han. ”Sicher?” spurgte jeg. ”Ganz sicher”, sagde Micha stor-smilende og med armbevægelser viste han mig, at hjorten var gået ned. Så tog jeg håndkikkerten og fandt den ene skuffel, der strittede op fra roerne. Klokken var 20.15, da jeg skød – så det var en lang, intens og spændende oplevelse – da vist også for Micha efter hans vejrtrækning at dømme. I øvrigt var det i sidste øjeblik, idet min optik ikke var så god i tusmørke. Micha spurgte om jeg ville ud at kigge. Om jeg ville ud at kigge! Er du så færdig! Det kunne ikke gå stærkt nok. Jeg kæmpede for at holde glædestårerne væk, da jeg satte mig i roerne og rørte ved hjorten. Imponerende flot dyr med store hvide prikker – og så var han min.   Micha ringede efter Hans og Torben, som havde bilen. De stærke mænd fik slæbt hjorten ud til og op på Michas bil. Vi kørte til en gård med dertil indrettede faciliteter og dyrene blev brækket. Hjertet på min hjort var skudt i smadder. Micha berettede på tysk til Hans og Torben om oplevelsen. På den måde fik jeg opklaret det faktum, at jeg ikke havde set hjorten gå ned i skuddet. Han var nemlig gået 20 m – alt imens jeg havde fumlet med at repetere. Micha var synligt begejstret over, at jeg havde bevaret roen. Lidt fedt som pige at kunne imponere en ”gammel” garvet tysk jæger, der sjældent synligt lader sig imponere.   En oplevelsesrig og fantastisk tur, der tåler gentagelse. En stor tak skal lyde til Micha, Hans og Torben for at jeg fik disse dejlige oplevelser – og mit første dådyr og så oven i købet en hjort.   Karin Gydesen

_________________________________________________________________________________________ En sjælden doublé Jeg bryster mig ikke af at være, eller at have været en mesterlig skytte med min haglbøsse. Så mine doubléer er til at holde styr på. Selvfølgelig har jeg skudt doubléer, når jeg har været på fasanklapjagter, eller når jeg var på strandjagt. Men d. 24. november 1991 skød jeg vel nok mit livs doublé. Dengang delte min far og jeg nemlig en part i en sydsjællandsk skovjagt. Udover sommerjagten efter råbukkene, var det udelukkende haglbøssejagt, der blev drevet om efteråret. Vi skød meget råvildt. Vi foretog ingen fasanudsætning, men der var en rimelig naturlig bestand i skoven. Dertil kom der selvfølgelig et vis antal harer, og fra tid til anden faldt ræven også. Vi var normalt 20 – 30 jægere på en typisk klap-/trygjagt. Den 24. november tilbage i 1991 havde jeg intet skudt før sidste såt. Her skulle jeg stå for, og blev sat af på fronten i en meget lang smal såt. Jeg stod på bagsiden af den skovvej, som var såtens begrænsning. Jeg stod i relativ åben højskov mens der, hvor såten stødte op til grusvejen, var der tætte rødgraner. Jeg vidste, at jeg min ”nabo” til højre stod et godt stykke væk, mens jeg ikke havde nogen jægere til venstre for mig. Det var et meget langt drev, så jeg var ikke helt sikker på, hvornår drevet gik i gang, men lidt efter lidt lød skud og råb i skoven. ”Hane til højre!” eller: ”Råvildt frem!”. Men drevet var endnu så langt væk, at jeg stod og slappede af. Helt ude til venstre for mig så jeg, at en rå sprang i sikkerhed med sine lam. ”Høne bagud!” bang bang. Nu var de nærmere. Hov - hvad er det? En fasanhane kommer pilende oppe på kanten af den grøft, der lå imellem grusvejen og de tætte rødgraner – såten. Pludselig gik den i dækning, og trykkede sig under noget kvas. I det samme kom en rød ræv glidende ud af granernes beskyttende mørke. Krydsede grøften, og fortsatte venstre om mig ind i højskoven. Da den var ca. tyve meter forbi mig, skød jeg den. BANG! Den trillede rundt – død. MEN! Skuddet fik den trykkende fasanhane til at flagre buldrende op. Så op med bøssen – BANG! Jeg stod stille et øjeblik. Tankerne fór rundt i mit hoved. Gik ud og hentede den døde ræv. Gik så ud og hentede den ligeså døde fasanhane. Det var en doublé – men ville folk tro mig? Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det vidst nok var bedst, at jeg ventede med at fortælle sandheden til min far, når vi var på vej hjem. Så kom driverne og deres hunde ud gennem granerne. Såten var forbi. Alle samledes hvor jeg stod. Turde jeg sige det? Men så kom min nabopost Frank til. Han havde set det! Og han fortalte det! Tak Frank.   Lars Hove

_________________________________________________________________________________________ Mosebukken Den viste buk er skudt tæt ved Moseby i Nordjylland. Der har jeg nogle venner, der lader mig gå på bukkejagt, når vi er på forårsbesøg hos svigermekanikken. Området er en ådal, hvor åen der løber i bunden, med tiden har skabt et bredt moseområde med lav sivbevoksning. Det er derfor et fint sted med gode sikre skudfelter, til gengæld er der næsten garanti for våde fødder, når dyret skal hentes! Således også med denne buk, som dukkede op på den modsatte side af ådalen af, hvor jeg netop havde sat mig med riflen og kaffekoppen. Bukken gik roligt ned af skrænten og drejede derefter af mod venstre, så der blev frit til et fint sideskud med godt kuglefang. Kuglen blev sluppet og bukken gave et par spring og så var den jagt forbi. Ådalen blev krydset, med de obligatoriske våde fødder som resultat, og så gik turen hjem hvor bukken blev hængt til modning. Riflen er en ombygget skytteforeningsriffel modificeret til wildcat-kalliberen 6,5-06. Det var det første dyr jeg skød med den, så den fik lov til at komme med på billedet. Med jægerhilsen Jens Kristiansen

_________________________________________________________________________________________   Tivolibuk   Ja Jens har sendt dette billede ind så her er historien: Den 16. maj om morgenen skete der ingen ting for mig. Men om aftenen kom der to hunde løbene gennem hele skoven. De jagtede hinanden, men desværre også rådyrene, så det var en rigtig ØV aften. Vi kørte ud til bonden, for at fortælle ham at vi havde mødt hans hunde i skoven og at det ville vi ikke finde os i (sagen blev overdraget til politiet). Den 17. maj kl. 5.45 skulle jeg ud til en stige i mit stykke. Her mødte jeg en rå, som jeg måtte liste mig forbi. Pyha det lykkedes, nu var jeg klar på min plads i skoven. Med tankerne på gårsdagens oplevelse klart i erindring, hørte jeg nu en masse støj bag mig (var det hundene igen?), men så dukkede en rå op, lige bag den en buk og derefter endnu en rå. Jeg fik riflen op og afgav et skud, men bukken virkede ikke ramt (ingen hop eller løb). Havde jeg skudt forbi eller hvad?? Alle tre dyr stod helt stille og bukken begyndte at gå tilbage igen. Nu måtte jeg skynde mig, klar med riflen igen, endnu et skud men denne gang væltede bukken. Efter lang tid ”ca. 230 sekunder” måtte jeg ned til bukken. Her ventede en overraskelse: på den ene side var der både et indgangshul og udgangshul, på den anden side var der kun udgangshul og heri sad det andet indgangshul. Det viste sig, at jeg havde ramt den på begge sider lige gennem lungerne, så den havde været død inden andet skud faldt. Det var noget af en oplevelse.   Med jæger hilsen Dan Goldmann